Tanker ved årsskiftet.

Jeg tænker ikke i nytårsfortsætter.

Et nytårsfortsæt er ofte rettet mod tilpasset adfærd. Et nytårsfortsæt vil typisk starte med: “fra nu af vil jeg være eller ikke være, eller gøre eller ikke gøre,” For eksempel, træne mere, spise sundt, være en bedre mor/far, søster/bror, hustru/mand osv. Eller man sætter sig mål om dette eller hint, som for eksempel at man ønsker at tabe ekstra kilo, holde op med at ryge osv. Du genkender det sikkert.

Et skifte i energien.

Jeg ser årsskiftet, som et muligt skifte i energien. Både noget, der kommer ude fra, i kraft af, at året skifter, men også en mulighed for et bevidst indre energiskifte, hvor jeg bevidst foretager en indre status over mig selv som menneske og over mit liv.

Som et hamskifte. En puppe der nu er for lille.

Noget har tjent sig selv ud og andet har modnet sig.
Jeg mærker efter.
Hvad tjener mig ikke mere og hvad nyt er vokset frem.
Noget kan med fordel efterlades i året, der er gået og noget er måske ved at spire frem. Andet er vokset stærkt og har modnet sig.
Alt sammen i kraft af de udfordringer og med- og modgange, det forgange år har budt på.

En gammel frakke.

Som en gammel frakke jeg har brugt, tømmer jeg lommerne og sorterer i indholdet. Skal noget skiftes ud? Er der mon noget jeg er færdig med, som ligger der bare for en sikkerheds skyld, eller som jeg har glemt jeg gik rundt med og nu bare tager plads for noget andet?

Hvad har jeg at være taknemmelig over fra året, der er gået?

Hvad er lykkedes?

Hvor var jeg for et år siden?

Hvad er jeg glad for?

Hvad vil jeg fortsætte med og bygge videre på?

Hvad har udtjent sig selv?

Er noget afsluttet?

Hvad kræver stadig min opmærksomhed? Hvorfor?
Er tingene stadig i proces?
Går det den rigtige vej?
Er de gået i stå?
Går jeg i ring?
Skal jeg holde fast og holde ud, eller skal jeg give slip?

Ligger der noget under gulvtæppet?

Er der noget, jeg fejer ind under gulvtæppet? Noget jeg helst ikke vil erkende, noget jeg undgår, men som alligevel larmer og bliver ved med at vise sig?

Årsskiftet er så en god mulighed for at tage det frem i lyset. Mærke efter, hvorfor det stadig vil have min opmærksomhed. Hænger jeg fast i det, som en tryghed, eller har jeg undgået det, fordi jeg ikke ønsker at skuffe dem jeg har kær? Stoler jeg ikke på, at det kan gøre mig noget godt, eller kræver det mere, end jeg tror jeg kan magte? Mangler jeg modet? Har jeg brug for hjælp?

Der kan være mange ting man undgår og mange bagvedliggende årsager. Men summen i energibalancen er at, den går i minus, hvis vi forsøger at lukke øjnene for det, der kalder på vores opmærksomhed.

Næste år ved denne tid.

Hvad vil jeg være taknemmelig for ved næste årsskifte og hvad vil jeg være ærgerlig over stadig hænger ved. Hvad kan jeg selv gøre for at skabe plads og give muligheder til mig selv?

Alt dette er tanker jeg gør mig ved årsskiftet.

Ro og rum.

Jeg holder af at give mig selv ro og rum til at skue indad for dernæst at bane vejen for at kunne skue udad og tage del i livet med større forståelse for, hvad jeg vil og hvem jeg er, samt med taknemmelighed og stolthed over det, jeg er lykkedes med. Men også med klarhed over, hvor jeg bruger min energi uhensigtsmæssigt.

Når året kommer.

Hvad året bringer os og byder os, kan vi ikke på forhånd vide, men hvis vi har brugt lidt tid på at søge indsigt og forståelse for os selv, har ryddet op og taget stilling, så er vi bedre rustet til at navigere i det nye år, der kommer.

Med dette vil jeg ønske Jer og dem I har kær, et vidunderligt Nyt År.

kærlig hilsen          

Lena Mie