Tænker du i nytårsfortsæt?
I dette blogindlæg kommer jeg med en anderledes indgangsvinkel til det at lave nytårsfortsæt. Der er spørgsmål, som kan hjælpe dig til at lave nytårsfortsæt, der giver mere overskud og nærvær i hverdagen og som kan flytte dig tættere på det, du gerne vil. Som en lille bonus info til dig, så er det er ikke kun til Nytår, det giver mening – Det kan bruges hele året.
Et typisk nytårsfortsæt er ofte rettet mod en tilpasning af adfærd. “Fra nu af vil jeg… træne mere, spise sundere, være en bedre mor/far, kæreste, kollega, osv. Eller man sætter sig mål om dette eller hint. For eksempel, at man ønsker at tabe ekstra kilo, holde op med at ryge osv. Du genkender det sikkert. Det ender ofte med at blive ved de gode intentioner. Det kan du ændre på, bare ved at mærke lidt mere efter.
Et skifte i energien.
Jeg ser årsskiftet, som et muligt skifte i energien. Både noget der kommer ude fra i kraft af året, der skifter, men også en mulighed for et bevidst indre energiskifte. Jeg foretager en indre status over mig selv som menneske og over mit liv. Jeg mærker efter, hvad der ikke tjener mig mere og hvad nyt der er vokset frem. Noget kan med fordel efterlades i året, der er gået og noget er måske ved at spire frem og skal have mere opmærksomhed i året der kommer. Andet er modnet og har vokset stærkt. Alt sammen i kraft af de udfordringer og med- og modgange, det forgange år har budt på.
Som en gammel frakke jeg har brugt, tømmer jeg lommerne og sorterer i indholdet. Skal noget skiftes ud? Er der mon noget jeg er færdig med, som ligger der bare for en sikkerheds skyld, eller havde jeg glemt det, ligger det bare i lommen og optager pladsen for noget andet. Fokus kan flyttes mellem de forskellige områder af livet, f. eks. familie, karriere, sociale relationer, økonomi, fritid, du bestemmer selv, hvor det giver mening at gøre status.
Man kan spørge sig selv:
– Hvor var jeg for et år siden?
– Hvad har jeg at være taknemmelig over fra året, der er gået?
– Hvad er lykkedes?
– Hvad er jeg glad for?
– Hvad vil jeg fortsætte med og bygge videre på?
– Hvad har udtjent sig selv?
– Er noget afsluttet?
– Hvad kræver stadig min opmærksomhed og hvorfor?
– Er tingene stadig i proces og går det den rigtige vej?
– Går jeg i ring?
– Skal jeg holde fast og holde ud, eller skal jeg give slip?
Et kig under gulvtæppet.
Er der noget jeg helst ikke vil konfronteres med, noget jeg undgår, men som alligevel larmer og bliver ved med at vise sig? Årsskiftet er en god mulighed for at tage det frem i lyset og mærke mere omhyggeligt på tingene og være mere undersøgende og nysgerrig.
– Hvorfor hænger jeg fast i det?
– Er det et behov for tryghed, eller har jeg af en anden grund undgået det?
– Stoler jeg ikke på, at det kan gøre mig noget godt?
– Tror jeg, kræver det mere end jeg kan magte?
– Mangler jeg mod eller er jeg bare doven?
– Er jeg i tvivl?
– Har jeg brug for hjælp? – Hvis ja, hvem eller hvad kan hjælpe?
Der kan være mange ting man undgår og mange bagvedliggende årsager. Men summen i vores indre energibalance er, at den risikere at gå i minus, hvis vi forsøger at lukke øjnene for det og ikke tager stilling.
Ikke kun til nytår…!
Jeg gemmer mine nedskrevne noter, fra min refleksion og tager dem frem i løbet af året. Så kan jeg holde mig selv op på de ting jeg har noteret og dermed tage mig selv alvorligt. De fokus punkter jeg har noteret kan. hvor det giver mening, bruges til at udforme en plan over året der kommer. Jeg udmåler tid for de enkelte punkter. Hvornår vil jeg have fokus på hvad og hvornår skal de være afsluttet. Det er altid åbent for redigering, hvis nye ting kommer til.
Jeg holder af, at give mig selv ro og rum til at skue indad for dernæst at bane vejen for at kunne skue udad og tage del i livet med større forståelse for, hvem jeg er, hvor jeg er og hvad jeg gerne vil. Det gør mig mere fokuseret og målrettet med mit liv og jeg bliver bedre til at bruge mine kræfter og min energi, der hvor det betyder noget for MIG.
Jeg kan kun anbefale dig at gøre det samme, eller noget der ligner, bare på din egen måde.
Alt dette er tanker jeg gør mig ved årsskiftet.
Hvis du kunne bruge noget af dette og er du interesseret i mere fra min blog, er du er velkommen til at følge mig på Facebook.
De bedste hilsner LENA MIE